Meny

Biologien danser på tværs af Øresund

Fredag d. 9. september var der stor danseforestilling i København. 25 svenske 4. klasses elever og 25 danske 4. klasses elever var samlet på Nørre Fælled Skole for at fremføre forestillingen ”Frøens rejse”.

Eleverne har arbejdet sammen på tværs af Sundet, danset for hinanden på Skype, besøgt hinanden i Malmö og København, og sammen udviklet koreografier, som de på fin vis fik til at smelte sammen i forestillingen. Eleverne viste gennem danseforestillingen forskellige stadier i frøens liv – fra den bliver til som en lille haletudse om foråret, til den går i hi om vinteren. Den naturfaglige viden om frøer havde eleverne fået sammen under et besøg på Københavns Naturskole, Kalvebod Fælled, hvor de sammen med en naturvejleder har betragtet og lært om dyr og planter.

Forestillingen var afslutningen på læringsforløbet ”Biologien danser”, der er et tilbud til faget natur/teknologi. Den regionale læringsplatform Öresundsklassrummet, der arbejder med læring på tværs af Sundet, har været inddraget i forløbet i efteråret 2016. Derfor gennemførte en svensk klasse fra Pilbäkskolan i Malmö og en dansk klasse fra Nørre Fælled Skole forløbet sammen. Udover at eleverne skulle forene dans og naturfag, var der således også fokus på sprog og samarbejde på tværs af Øresund. Eleverne lærte bl.a., hvad forskellige dyr hedder både på dansk og på svensk.

Eleverne fortalte efter forestillingen, at det havde været sjovt og spændende at være på besøg hos hinanden, og at de var blevet meget inspireret af hinandens dans. Det var desuden tydeligt at mærke, at eleverne havde knyttet bånd på tværs af sundet i løbet af ugen og ikke bare har haft det sjovt med at danse, men også med at lære hinanden at kende. Både lærere og dansere var vildt stolte af elevernes udvikling og det kæmpe arbejde, de havde lagt i forestillingen. Eneste anke var, at der ikke var en forestilling i Sverige også, så det måtte eleverne love, at der ville blive næste gang.

Forløbet var et vellykket og spændende samarbejde mellem mange forskellige aktører og forvaltninger. Udover lærerne fra de to skoler og en koordinator fra Dansekapellet, var fire dansere engageret samt repræsentanter fra både Børne- og Ungdomsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Læringsforløbet ”Biologien danser” er et tværfagligt projekt under det landsdækkende danseprojekt ”Ta’ Fat Om Dansen”, der ledes af Dansehallerne. Forløbet, der kombinerer naturoplevelser, biologi, dans og idræt, er blevet en stor succes i København over de sidste par år.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *