Meny

Københavnske skoleelever lærte om biodiversitet i Malmø

En dag i foråret foregik en del af natur/teknologi undervisningen for 4.V, Heibergskolen og 6.V, Randersgades Skole på Malmø Museer, sammen med en svensk museumspædagog og en pædagogisk medarbejder fra Öresundsklassrummet. Med udgangspunkt i Malmø Museers aktuelle udstilling om biodiversitet, lokalt og globalt og i det nye akvarium, skulle eleverne forholde sig til hvilken rolle begrebet biodiversitet spiller i deres egen hverdag og på globalt niveau.

Igennem praktiske øvelser, understøttet af korte oplæg på svensk og dansk, fik eleverne en forståelse for alle de tjenester naturen forsyner os med ganske gratis og konsekvenserne af menneskers indgriben i økosystemer på godt og ondt.

Eleverne arbejdede sammen med 1. g elever fra Malmø Latin skoles dansklinje, som guidede dem igennem øvelserne. Gymnasieeleverne er igennem fire workshops i Öresundsklassrummet blevet trænet i elev-til-elev-undervisningen.

Indtil videre har også elever fra Øster Farimagsgades Skole og Vesterbro Ny Skole besøgt Malmø Museer.

I december måned og i 2017 vil flere klasser få mulighed for at besøge Malmø Museer ganske gratis, som et åben skole tilbud, på tværs af Sundet.

Kontakt for besøgsdatoer og booking: Anja Liebermann, e-mail: Anjali@buf.kk.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *