Meny

Sveriges undervisningsminister vil ikke give skolen øget støtte til uddannelse forbæredygtig udvikling

Uddannelse for bæredygtig udvikling er for nylig blevet debatteret i Sveriges riksdag. Hillevi Larsson (S) ønsker øgede ressourcer til Skolverket for bedre at kunne støtte skolerne i deres arbejde med bæredygtig udvikling. Undervisningsminister Jan Björklund (FP) mener, at skolerne altid ønsker mere støtte, og at de allerede arbejder med bæredygtig udvikling. 

Hillevi Larsson henviser i en forespørgsel til forskning, som viser, at Sveriges uddannelsessystem ikke lever op til læreplanernes målsætning om læring i bæredygtig udvikling. Børn og unge involveres ikke i virkelige problemer og udfordringer i skolen, hvilket får den konsekvens, at eleverne føler sig udenfor. 

– Forskning viser, at undervisningen ikke er tilrettelagt på en sådan måde, at eleverne føler, at de kan påvirke samfundsudviklingen. Hvis man ændrede fokus, og for eksempel talte om konkrete samfundsproblemer, ville man øge elevernes kendskab til og mulighed for at klare sig godt i disse emner. Man ville endvidere have givet dem værktøjer til at arbejde for en bæredygtig udvikling af samfundet, eventuelt i et fremtidigt karrierevalg, siger Hillevi Larsson.

Björklund mener, at læreplanerne er tydelige nok og i dag lægger stor vægt på bæredygtig udvikling. Endvidere at det er op til lærerne og kommunerne, på hvilken måde de ønsker at arbejde med bæredygtig udvikling, og at dette allerede sker i høj grad.

– Kom ikke og påstå, at skolen ikke beskæftiger sig med bæredygtig udvikling, for det gør man hver eneste dag. Interessen er enorm, og lærerne er interesserede i at videreuddanne sig via de projekter, vi har kørende nu. Skolen bliver ikke bedre af, at staten går ind og detaljeregulerer, hvad der foregår i klasseværelserne, siger Jan Björklund.

Til støtte af “Skole for bæredygtig udvikling” har Skolverket bevilget 50.000 kroner per år. Til sammenligning har Skolverket bevilget 24 millioner kroner om året til “Læring i iværksætteri”, ifølge Larssons forespørgsel.

Se forespørgselsdebatten fra riksdagen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *